Fortællinger fra fælleskabet

Et rum kan føles som mange ting og rumme mange følelser. Det er sjældent, vi husker på, hvor meget et rum rent faktisk kan betyde. Det gør Carsten. Han sætter en ære i, at når du træder ind i et rum, så kan du mærke, at her kan du være tryg og slappe af. Her kan du sætte dig ned og få en kop kaffe med mælk. Have plads til at lade indtrykkene af rummet vibrere ind i kroppens indre, så du kan slappe helt af og være dig selv. Men et rum er kun så rummeligt som de mennesker, der befinder sig i det, så de skal have det godt, og alle skal bydes velkommen.

Ser du Carsten med hørebøffer på, så er det fordi, han er i gang med at sprede gode energier ud i rummet. Han er nemlig lidt af en hus-DJ hos Mamma Mia. Han har lavet en spilleliste med flere tusind sange, som fylder caféen med en opløftende og kærlig stemning, der hist og her sætter et lille smil på læben og en let vippende fod i gang. Carsten har en fortrinlig sans for energier i et rum. For ham er det en gave at sikre, at der skabes god stemning, og især at den gives videre.

For Carsten er det at opleve en vigtig del af at være menneske. Han husker med stor glæde tilbage på nogle af de rejser, han har været på. Eksempelvis da han var i Indien og mødte guruen Sai Baba, som han er meget inspireret af. Han fortæller, at man efter et par dage i hans nærvær oplevede en tryghed, der udmundede sig i en helt naturlig ro i krop og sind. Det er det, Carsten selv vil kunne. Skabe positivitet og lade det blive til ringe i vandet, så vi altid hjælper hinanden med at få det bedre. Hjælper, der hvor det kan blive lidt svært for andre. Som han siger, så er det den samme kærlighed, vi alle tror på, og det er det, vi skal vise hinanden – skabe kærlighed til hinanden.

Carsten oplever selv, hvordan ringene i vandet når tilbage til ham. Det er ikke altid, at han selv er helt god til at skrive sig på listen til Mamma Mias udflugter, men så er der andre, der husker ham på, at han skal tilmelde sig. Det betyder meget at have afveksling i hverdagen. Det fornyer kroppen og giver endnu mere kraft og kærlighed, der kan deles ud. Selvom

Carsten ikke gør meget væsen af sig, så er der ingen tvivl om, at hvis du sætter en fod indenfor på Mamma Mia, kan du mærke den opløftende stemning, han er med til at skabe.

Ensomheden kan hurtigt drive mennesker ned i et dybt sort hul, hvor det er umuligt at se en vej ud. At være fanget og føle sig isoleret kan fængsle os inden i os selv, så vi ikke giver os selv mulighed for at udtrykke os. For Sanne betyder det derfor alt, at hun har muligheden for at være social og udadvendt med andre mennesker. En retning på hverdagen, så ens fortælling ikke står på smudsede sider, men i stedet udvikler sig. Ellers bliver det nemt at tage endnu en dag på sofaen i stedet for at rykke på de mange idéer og kreative projekter, som hun ellers nyder.

Sanne er altid aktiv ved Mamma Mias loppemarkeder, hvor hun hækler børnevanter og sutsko, som kan blive solgt. På den måde håber Sanne at kunne give lidt tilbage til stedet med sin skabertrang. Hun hjælper også gerne med maden en gang imellem og har syet op til flere duge. Hun har masser af kreativitet i fingrene og godt humør, som hun gladeligt deler ud af. Hun står også på spring for at komme i gang med skolen, hvor hun går til fotografi og keramik. Der skal nemlig ske noget, så man kan skrive sin egen fortælling her i livet.

Det er bare ikke altid nemt at få gjort alt det, man gerne vil. Det kan derfor være svært for Sanne, med egne ord, at få sparket sig selv i røven og komme i gang. Når man er hjemme, er det svært at få taget de skridt, det kræver lige at komme ud. Det kan nemt ende med, at hun bare sidder i sin sofa og stirrer ud luften en hel dag og lader mørket bladrer hen over siderne i sit liv. Selv de ellers spændende kreative projekter kan blive umulige at overskue, når hun mærker ensomheden trænge sig på. Derfor har hun taget en ny beslutning. Sofaen er smidt ud, for så kan man jo ikke ende med at ligge på dén hele dagen. Hun vil ud og af sted. Hun vil ud, hvor hun får overskud og ny energi til hverdagen, hvor hun kan lade op. Hvor hun tager kontrollen over sit eget eventyr i livet.

Det er oftest i de sværeste stunder, at vi ender med at tage store beslutninger i livet. For det er her, vi kan føle os trængt op i en krog. Men at tage en beslutning og så udføre den, det kræver vilje og mod. Men Sanne har modet til at turde gøre, hvad der skal til for at få en bedre hverdag. For hun føler sig sikker, når hun har de gode relationer med sig, hvor sammenhold og fællesskab giver en plads, og hele tiden fornyer energien i os som mennesker. Når man så ser ud af det sorte hul, får man håbet og ånden til at gøre det, man elsker. For vi kan selv skabe lykken i vores historie.

Når Per sidder på sin cykel og lader vinden suse forbi, er det dér, han kan give slip på hverdagen. De gode lange ture rundt i grønne naturskønne områder, hvor han lader omgivelsernes indtryk fæstne sig. Store grønne træer, der strækker sig langs vejene på den ene side, den friske kyst på den anden og fuglenes frydefulde sang. Det er et frirum, hvor muligheden for bevægelse og nye oplevelser danner en smuk forening.

Per er et menneske med mange evner og talenter, som han gerne deler ud af til dem omkring sig. Han oplever desværre, at det uden for Mamma Mias regi føles begrænset, hvor han ellers kan bidrage henne. På Mamma Mia er han til gengæld flyvende. Han har tidligere haft en fast ugedag, hvor han hjalp andre brugere med at reparere deres cykler. Han er også taget hjem til flere for at hjælpe med at ordne ledninger og stikkontakter. Det stormer ud med praktiske kundskaber fra Per, som har værdi for andre, så for ham er det en gave at være god til noget, som andre værdsætter. Det giver luft under vingerne, når forsøget på at hjælpe andre med at svæve lidt lettere igennem dagen rammer plet.

Når man godt kan lide at hjælpe andre, kan det være svært også at huske, hvad man selv gerne vil. Per ville gerne være bedre til at foreslå ture og arrangementer, som han selv kommer på. Han nyder og elsker at arrangere turene, men han ville ønske, at han greb bolden mere og fremlagde sine egne idéer. For det handler om at opnå så mange nye og spændende oplevelser som muligt.

Give oplevelserne plads til at blæse liv i hverdagen og give indhold, som man kan opmuntre sig ved på de stormfulde grå dage. Per ville kede sig uden at kunne gøre brug af de udbud, som hører med. For der er ingen tvivl om, at han har gnisten til at skabe en meningsfuld hverdag både for sig selv og andre. Han er taknemmelig for at være her, og for hvem han er, og han håber, at alle har det på samme vis.

Det er igennem Pers engagement i de mennesker, der omgiver ham, at man tydeligt ser hans indre natur. Hvor det at være en del af og stille sig til rådighed for fællesskabet er nøglen til hans person. For det er følelsen af at kunne bidrage og give sine evner videre, der virkelig tænder en gnist i hans indre. At hjælpe andre med at få medvind og samtidig opleve en fornemmelse af værdi. For som han ganske rigtigt siger, så har vi alle noget, der er værd at dele med andre.

Der går ikke mange sekunder fra, at man møder Hanne, til at man forstår, at hun er en samfundsborger dybt ind i sjælen. Hendes knitrende latter, hun så let slår op, indbyder til samvær og sammenhold. Sammenholdet – uanset om det er sagt eller usagt. Om det bliver set eller forbliver uset. Det er ikke dét, det handler om. Som mennesker er vi forbundne, og vi kan skabe smil og latter, hvilket både kan sprede glæde for den enkelte og have en betydning i det lokale miljø. For latteren slår sig bedst løs hos hende, når den kan skabe positiv stemning og smil hos andre.

Derfor vil Hanne bidrage til lokalsamfundet, og det kan Hanne til fingerspidserne. Faktisk kan man ikke undgå at se de flotte planter, som Hanne har medansvar for. Her kan den indre glæde for det lokale få lov til at spire og udfolde sig langs og op ad Mamma Mias mure, til frydefuldt skue for de mange forbipasserende på solrige dage, og forhåbentligt som et lille lyspunkt på de grå dage. Men spørger du Hanne, så mener hun ikke selv, at hun har grønne fingre – hun skulle i hvert fald tillære sig en del, før hun kunne få jordbærrene til vokse frem og blive så lækre, som de er. Så lækre, at hun faktisk aldrig selv når at få lov til at smage dem. Glæden ved havearbejdet kan heldigvis dyrkes i Mamma Mias lille gruppe, De Grønne Helte, som sørger for det indbydende miljø i ethvert første møde på det lille hjørne i Nordvest.

Det hele går dog ikke op i rødder og roser. Hanne kan let miste kontrollen, når hun taler. Så kører hun bare derudad og er helt ustoppelig. Det mener hun ikke selv er gavnligt for nogen, og hun vil gerne være bedre til at genvinde kontrollen.

Der er en stor selvindsigt i Hannes tilgang til sig selv og sine omgivelser. Hun har lært, at når de her situationer opstår, så er dét at give sig selv en lille pause vejen frem. Understreget ved at forme sine hænder som et T udtrykker hun både for sig selv og andre, at hun prøver at finde roen igen. Det er en ærlighed, hun sætter frem i lyset. Hun giver alle tilstedeværende, om hun kender dem eller ej, et glimt ind i sit indre, fuldstændig ublufærdig. For det er nødvendigt at give sig selv den plads og give andre den tillid. Derigennem får vi muligheden for at gro og udvikle os. Vi kan alle meget mere, end vi tror, og selvom det kræver mod at stille sig til frit skue i sin blomstring, nægter Hanne at lade det være en hindring, for hun tør, og hun gør.

Livet er en uforudsigelig rejse igennem tunneler, op over bølger og ned i vejens grus. Det er uforudsigeligt, hvad det bringer med sig på godt og ondt. Den erfaring har Lars gjort sig på sin rejse igennem tilværelsen. Hvad der gør rejserne unikke, er de oplevelser, vi får med i bagagen, når vi fortsætter vores vandring. Det er især de mennesker, vi byder velkommen, der ender med at sætte deres spor på vores fælles sti. Det er det, du vil høre Lars fremhæve, når han taler om de mennesker, han omgiver sig med i sin hverdag.

Læring er en del af livet, og det at lære bringer endnu flere eventyr med sig. Lars har igennem skolen på Mamma Mia fået øjnene op for guitarspil. Hvis han selv skal sige det, er han faktisk ret stolt over, at han i en alder af 57 og med en række skavanker har lært at spille på et instrument. Hjemme i sin lejlighed kan han derfor nu sidde i flere timer og spille på sin elguitar med flere nyindkøbte pedaler. Her kan han skabe et insisterende og fyldigt lydunivers kun for ham, hvor han kan mærke livets vibrationer i guitarens strenge.

Lyd i hjemmet er en nødvendighed. Om det er ham selv, en god gang techno eller Pink Floyd er ikke afgørende, men han er nødt til at have noget, der fanger hans opmærksomhed. Det gør, at han fastholder sin tilstedeværelse i nuet, eller i hver fald ikke bliver ramt af mistroiske tanker i eget hjem. Det er ikke alt, man kan stå imod alene. Musik kan gøre meget, men faktisk er det mødet med de trygge rammer på Mamma Mia, der virkelig kan give et smil på læben. Det er et frirum, hvor han kan komme hen og føle sig i kontakt med den rigtige verden med virkelige mennesker og få gode samtaler. Det holder styr på det til tider indre kaos.

Lars har været igennem mere i sit liv, end man tør frygte. Det er beundringsværdigt, hvor ærligt og ligefremt han taler om de kampe, han har måttet kæmpe for at sejre i sit liv. Derfor er det også et uimodståeligt glædesspredende smil, der træder frem, når han i dag vågner og ikke føler, han skal repareres af udefrakommende falske stimulanser. I stedet handler det om muligheden for at få lov til at udtrykke sig og hele tiden udvikle sig som menneske. Finde nye måder at skabe en sundere tilværelse på. Lars vil have en lang og betydningsfuld rejse igennem livet, for han har kæmpet for en bedre tilværelse igennem de seneste mange år, så det skal også udnyttes. Det kan ikke siges bedre, end han selv gør: ”Jeg er så glad for at leve. Det er jeg.”